Odense Teater: Helligtrekongersaften
Kulturvidenskabelig aktivitet på Odense Teater, hvor du bliver klogere på dramaturgi, skuespil og instruktion. Tal med teatrets ansatte og se forestillingen Helligtrekongersaften.
Helligtrekongersaften
v/Odense Teater
Kom med bag om scenetæppet på Odense Teater og ind under huden på teaterverdenen. Med afsæt i stykket Helligetrekongersaften oplever du, hvordan professionelle skuespillere og instruktører arbejder med Shakespeares dramatik, som skærer sig lige gennem tid og sted og fortæller os kloge og sjove ting om at være menneske på godt og ondt. Bliv klogere på Shakespeares kærlighedskomedie Helligtrekongersaften og arbejdet med at skabe en version anno 2020.
Program
Forestillingen
Helligtrekongersaften er Shakespeares kostelige komedie om begærets veje og vildveje.
Under et dramatisk skibbrud bliver tvillingerne Sebastian og Viola væk fra hinanden. Viola bliver skyllet i land ved Illyriens kyst og er overbevist om, at hendes bror er druknet. Hun forklæder sig som mand og søger tjeneste hos hertugen Orsino, som hun straks forelsker sig i. Men det er ikke en lykkelig forelskelse. Orsino er nemlig dybt og ulykkeligt forelsket i en anden: Grevinden Olivia. Olivia vil dog ikke vide af ham. Alligevel sender Orsino desperat Viola afsted med kærlighedsbud, og med kvindelist i forklædning lykkes det hende at afvæbne Olivia, der forelsker sig mere og mere i den unge tjener(inde).
Kærlighedsintrigerne og de forvirrede følelser får frit spil, godt hjulpet på vej af de forelskedes farverige omverden, der er befolket af skønne karakterer som den forelskede tjener Malvolio og de ret så fordrukne svirebrødre – adelsmanden Andreas Blegnæb og hans tjener, Tobias Hikke.
Med Helligtrekongersaften puster Odense Teater nyt liv i William Shakespeares kærlighedskomedie. Der er komponeret nye sange til forestillingen af de to unge stortalenter Adi Zukanovic og Bisse (Thorbjørn Radisch Bredkjær). Sidstnævnte spiller også rollen som narren Feste, der synger og underholder ved grevinde Olivias hof.
Glæd dig til en forestilling fuld af forviklinger og forvekslinger, der både binder hjertebånd og vækker lattermuskler.
FORBEREDELSE: Første del af aktiviteten er i høj grad samtale med instruktør og skuespillere på forestillingen. Denne samtale kommer i høj grad til at være drevet af dine spørgsmål - så sørg for at have tænkt over hvad du gerne vil vide og have nogle spørgsmål parat.
PRAKTIK: Der er spisepause men ingen forplejning, så husk madpakken.
FIND VEJ: Du finder Odense Teater her!
AFVIKLER: Janne - tlf. +45 2128 0736 mail: janne@atusyd.dk, kontaktes på dagen hvis du bliver forsinket eller forhindret på dagen.
-
Antal deltagere20
-
TypeValgfri