Det er ikke kun eleverne, der skal udvide deres horisont!
Som leder af et talentakademi, har Janne ansvar for at udvikle vores talentarbejde. Janne går meget op i at skabe et miljø med høj kvalitet, hvor deltagerne får mulighed for at blive udfordret, udvikle sig og udnytte deres potentiale samt tilegne sig den nyeste viden. Netop derfor har Janne været i Dublin, hvor hun søger ny inspiration og nye perspektiver, der kan videreformidles til vores talentudvikling herhjemme.
Dette års ECHA-konference afholdes d. 8-11 august 2018 for 30. gang, der består af 500 deltagere fra 50 forskellige lande. Konferencen fokuserer på talent og begavelse i alle akademiske og sociale aspekter af livet for at understøtte talentudvikling. Formålet med konferencen er at lave research og dele viden omkring talentudvikling for, at fremtidens talentfulde unge kan omforme individuelle liv og samfund i det 21. århundrede.
ECHA-konferencen består derfor af forskellige præsentationer og diskussioner om, hvordan fremtidens talentudvikling bør fokusere på. Her har John Hopkins Center for Talented Youth (CTY) haft flere keynote speakers på programmet. CTY har mere end 30 års erfaring med at tilbyde samt udvikle talentprogrammer for gymnasieelever. I 2017 tiltrak CTY’s sommerprogram 10.000 studerende fra mere end 50 forskellige lande, og de seneste 10 år har CTY tilbudt international samarbejde i talentudvikling. CTY ser på talentudvikling ud fra et mere holistisk, humanistisk perspektiv, hvor der fokuseres på det ikke-akademiske element af talentudvikling - særligt det sociale element og forældrenes rolle.
Janne har overværet et yderst interessant oplæg af Simeon Brodsky fra CTY, som satte fokus på vigtigheden af at pleje og udvikle det hele menneske, som er et talent. Dette kan vi i ATU bakke op om, hvor vi selv har fokus på faglig og personlig udvikling i vores talentprogram. Vi fokuserer på at udvikle deltagernes potentiale, men det kan kun gøres ved at inddrage det hele menneske!
Et andet spændende oplæg var ”Helping students become more creative” af prof. Jonathan Plucker fra CTY, der handlede om, hvordan det at være kreativ, og have de rette værktøjer til at understøtte kreativitet, er fremtiden – uanset hvilket speciale man har. Han pointerede, at vi bliver nødt til at opmuntre i stedet for at afskrække kreativitet, for vi får brug for de kreative færdigheder i fremtidens arbejdsstyrke. Særligt med den 4.0 teknologi i ”Dark factories”, hvor robotterne kan arbejde indendørs i mørke og forælder dermed det manuelle arbejde. Et spændende spring til diskussion om kunstig intelligens, og hvordan vi sikrer at uddannelserne matcher de nye muligheder og udfordringer i samfundet. For politikerne siger, at vi skal uddannes i dag til morgendagens arbejde, men hvordan ved vi hvad morgendagens arbejde er? Ifølge Jonathan bør vi fortsætte vores udvikling i talentarbejdet, sikre os at vi sætter de rigtige rammer for vores unge mennesker. For med rimelige forhold, der anvendes rimeligt, kan vi fremme de unges kreativitet.
Til slut vil vi nævne, at professor Francoys Gagné også deltog i ECHA-konferencen med et oplæg om, hvordan et talent udvikler sig. Gagné forsker i talentudvikling, og er forfatter til en af de mest prominente talentmodeller kaldet Gagnés Differentiated Model of Giftedness and Talent (DMGT). Denne talentmodel er grundlaget for vores talentdefinition på ATU. Gagnés model bygger på, at al talent er udviklet fra naturlige evner gennem læring og påvirkning af indre og ydre katalysatorer. I kan finde modellen blandt billederne.
Vi håber det var en smule spændende at høre om talentudvikling. Men pointen er, at vi i ATU har fokus på at skabe de mest optimale rammer og tilrettelægge en målrettet proces.
For deltagerne betyder det, at de med den rette indsats og motivation virkelig kan udvikle deres potentiale i løbet af de to år på ATU.