Årgang 2013 dimitterede med bravour

Fredag d. 15. januar dimitterede 213 unge talenter fra Akademiets Årgang 2013 ved en festlig dimission på Munkensdam Gymnasium. Programmet indeholdt en tale til Årgang 2013s unge talenter ved Projektleder Janne Hansen, en dimissionstale ved Dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU, Nikolaj Malchow-Møller, en elevtale af ved Mads Wædegaard, Mulernes Legatskole, og Sofie Hvemon, Tornbjerg Gymnasium, samt sprøde toner til ørene og lækre hapsere til ganen.

Nedenfor kan du læse elevtalen ved Mads Wædegaard og Sofie Hvemon.

Kære venner. Hvor er det virkelig fedt, at vi er her i dag. At vi skal dimittere. Set i bakspejlet har vejen til i dag egentlig været ret lang. Og ikke bare fordi, der er langt fra Odense til Kolding. Nej, jeg kan tydeligt huske, da jeg var til mit allerførste ATU-seminar. Hvor nervøs jeg var. Hvor forvirret jeg var. Hvor helt igennem nervepirrende det var at stå uden for døren til foredragslokalet. Tankerne fór gennem mit hoved … hvad ventede mig på den anden side af den dør? Hvilke mennesker ville jeg møde? Måske en flok kittelklædte klæbehjerner?

Jeg husker tydeligt den samme aften. Hvordan de samme fordomme slørede mit syn. Skulle jeg nu møde en masse nørder? En masse ensidede mennesker, der troede, de var bedre end alle andre bare fordi, de havde … talent? Heldigvis mødte vi jer, da vi trådte ind i foredragssalen. Heldigvis indså vi, at talent har mange ansigter. Mange former. Mange udtryk. Vi er i dette rum mere end 200 ATU’ere. Vi er mere end 200 unge mennesker med mere end 200 forskellige interesser og med mere end 200 forskellige hverdage.

Og ja, vi har mere end 200 forskellige talenter. Der er både Theis, som ved en masse om universets fjerde dimension, Benedicte, der ved en masse om den russiske revolution og Ann-Sofie, der ved en masse om politisk kommunikation.

På trods af alle vores forskelligheder har vi mødtes på tværs af skoler, på tværs af gymnasiale uddannelser og på tværs af landsdele til alt lige fra journalistik og retorik til lingvistik og klinisk biomekanik. Der er ikke det, vi ikke har prøvet sammen ...

For selvom talent er mange ting, og selvom vi er meget forskellige mennesker … så er vi også ens. Vi deler nemlig alle den samme lyst til at lære, den samme nysgerrighed i forhold til verden … og det samme gåpåmod.

Uden gåpåmod, og de gode SDU-sandwich, var der ingen af os, der havde orket at stå op klokken 10:00 lørdag formiddag for at komme til forelæsning på SDU. Uden gåpåmod var der ingen af os, der havde stået ved, overfor venner og familie, at vi er ”skoleglade”, at vi kan lide at lære nyt. Uden gåpåmod havde ingen af os åbnet den dør til det første foredrag. Og det at åbne den dør den dag … var som at træde ind til et rum af muligheder. Et rum, der blot blev større og større i takt med, at tiden gik. Mulighederne blev flere og flere. Og vi blev bedre og bedre til at gribe dem.

ATU har givet os muligheden for at prøve kræfter med nye udfordringer. Jeg husker tydeligt, da jeg var til seminar om universet og mørkt stof. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg var ét stort sort hul under hele seminaret. Jeg forstod absolut ingenting af, hvad foredragsholderne sagde. Men … det var faktisk ret fedt. Det var faktisk ret fedt at gå fra foredraget og vide, at det er muligt at rejse i tiden og at der – sådan ganske Star Wars-agtigt – eksisterer mørkt stof, som ingen ved særligt meget om. Det var virkeligt fedt at vide, at jeg ingenting vidste … for at stjæle en klog mands ord.

ATU har dog ikke kun givet os muligheden for at prøve kræfter med nye udfordringer. ATU har også givet os muligheden for at gå i dybden med lige præcis dét, vi har fundet interessant.

Ja, f.eks. har jeg været til storytelling, hvor vi har fået fortalt eventyr i flere timer … Jeg har været inde på Odense teater bag om scenen, hvor vi har set, hvordan en rigtig teateropsætning foregår … Og jeg har rent faktisk mødt ham manden, der er vært for Troldspejlet på DR Ramasjang. Alt sammen takket være ATU.

Noget af det fedeste, jeg har fået muligheden for at deltage i, har helt klart været summercampen. Dette var en uge i Faaborg fyldt med fantastiske foredrag, gode oplevelser og en masse nye mennesker. Jeg har også været til Model United Nations i London, hvor jeg klædt i jakkesæt forsvarede den ukendte nation, Tajikistans, interesser. Det var en politisk konference, jeg sent vil glemme.

ATU har også givet os muligheden for at navigere i universitetslivets uoverskuelighed. Vi er blevet forberedte. Forberedte på fremtiden. Før jeg startede på ATU, anede jeg ikke, hvad jeg ville efter gymnasiet. Om jeg ville være pølsemand eller ph.d. Jeg anede ikke, hvad et fakultet eller en bacheloruddannelse var. ATU har i den grad forberedt mig på fremtiden, så jeg bedre kan tage det næste skridt.

ATU har også givet os muligheden for at tænke større. For at tænke længere. For at tænke dybere. For at udvide vores horisont. Uden ATU havde jeg aldrig drømt om at studere i udlandet. Uddannelse i udlandet var seriøst en by i Rusland for mig. Men efter at have været med på international camp i London … efter at have set Cambridge og Oxford … efter at have talt med andre studerende, der læser i udlandet … så fik jeg selv lyst til at tage af sted. – Ja, pga. ATU regner jeg nu med at læse i udlandet. At være med i ATU har derfor virkelig været en grænseoverskridende oplevelse på mere end én måde.

Jeg tror dog, at den største mulighed, ATU har givet os, har været … jer. Muligheden for at få ”et socialt netværk af ligesindede”, som det så fint står på ATU’s hjemmeside. I ATU er vi blevet en del af et fællesskab med højt til loftet og plads store tanker. Det har været inspirerende … og også ret mærkeligt … at finde ud af, at man ikke er den eneste, der er ”skoleglad.” Selve ordet ”skoleglad” smager lidt ligesom tørt rugbrød uden pålæg. Men at være ”skoleglad” betyder jo bare, at vi ATU’ere kan mere. At vi tør mere. At vi vil mere.

Netop denne vilje bliver så ofte glemt, når man taler om ”talent”. Det er som om, at os med ”talent” faldt i gryden med trylledrik, da vi var små. Som om vi ikke behøver at røre en finger for at få 12. Sådan er det selvfølgelig ikke.

Som vores allerførste oplægsholder sagde, så er vi lidt ligesom sportstalenter … Vi har bare en anden form for talent. Men alle former for talent er lig med sved på panden. Hårdt arbejde. Præstation.

En håndboldspiller, der ikke møder op til træning, bliver ikke valgt i startopstillingen. En fodboldspiller, der ikke får teknisk hjælp, scorer ikke særligt mange mål. – Og en basketballspiller uden muligheden for at komme på et velfungerende hold, finder højst sandsynligt aldrig glæden ved sporten.

Talent er mange ting. Men det visner og dør bort, hvis ikke man har muligheden for at pleje det. For at passe på det. For at udvikle det. For at spille på et hold, der kan og vil. ATU har givet os de muligheder.  ATU har givet os dette hold.

I dette rum er vi faktisk over 200 holdkammerater. Dette må siges at være en stor startopstilling, men vores mål har været det samme: At gribe de muligheder, ATU har givet os. At forberede os på vores fremtid.

Udover at nå de her mere kortsigtede mål … så tror jeg også, at det her hold har ret gode chancer for at vinde på den lange bane. Det skyldes ikke bare de talentfulde spillere … men også nogle rigtig gode trænere.

For som alle andre hold, har vi også haft brug for trænere. Jeg tror, vi taler på hele Akademiets vegne, når vi siger, at vi er meget taknemmelige for, at I, Janne og Benedicte, har valgt at stå i spidsen for det her hold. Uden jeres tålmodighed og gåpåmod havde der slet ikke været nogen bane at spille på.

Og når en vellykket sæson er afsluttet, så er det jo god skik, at spillerne siger tak til deres trænere. Så det vil vi også gerne gøre med en plade ”Merci”.

Vi er utroligt taknemmelige for alt, hvad I har gjort. For jeres kølige overblik og varme smil. Vi er virkeligt glade for, at I har villet være vores trænere. At I har villet tage os til tops i turneringen … I har ikke bare udviklet talknusere, lommefilosoffer og kommende astronauter … I har udviklet mennesker. Så tak Janne og tak Benedicte.

Ja, nu står vi her i dag, kære hold. Vi skal om lidt have vores diplomer. Det må være et tegn på, at vi har nået vores mål. At vi har grebet de muligheder, ATU har givet os. At vi er blevet godt nok forberedte. Forberedte på at tage det næste skridt. Forberedte på at fortsætte rejsen. Rejsen ind i universitets uoverskuelighed og virksomhedernes vildmark.

Rejsen har været lang. Og ikke kun fordi vejret har været dårligt på vej herover. Nej, vi har alle rykket os et enormt stykke siden det første foredrag. Det er ikke de samme ansigter vi så dengang, som vi ser i dag.

Dengang var ansigterne præget af nervøsitet og usikkerhed. I dag er de formet af ro og overblik. For vi er blevet forberedte. Vi har grebet mulighederne. Den amerikanske forfatter, Hillary Ziglar har engang sagt: ”Success is where preparation and opportunity meet.” Og ATU har givet os begge dele; både forberedelse og muligheder.

Jeg tror, det bliver hårdt at gå ud af den dør lige om lidt. Jeg tror, det bliver hårdt at skulle sige farvel til så mange dejlige mennesker. Til så mange gode oplevelser. Til et hold, hvor vi alle sammen er vindere. Forhåbentligt er det ikke farvel. Forhåbentligt er det på gensyn.

Ja, gad vide hvad der venter os på den anden side af den dør? Jeg må indrømme, at jeg er lidt nervøs.

Det tror jeg ikke, du skal være. For takket være Akademiet og os, der udgør det, så er vi blevet godt forberedt. Vi er blevet klar til at gribe endnu flere muligheder. Og de venter … bag den dør …

Ja, du har sikkert ret. Vi ATU’ere gik ind af døren til det første seminar hver for sig.

I dag går vi ud af den dør sammen.

Det har været en fed rejse.

Det har været en udfordrende rejse.

Det har været en fælles rejse.

Kære venner … tak for to gode år. I har været de bedste rejsemakkere, man kunne ønske sig.

Mange tak skal I have!