ATU Alumne | Morten er gået fra Forsvaret til Georgetown
Videbegær kommer i mange forskellige former og størrelser. Man kan have en høj IQ, hvor læring falder en meget nemt. Man kan være high achiever, som med dedikation og flid sigter efter stjernerne. Eller man kan have en naturlig og stor lyst til at tilegne ny viden. Fælles for alle disse er et drive og en faglig nysgerrighed, der giver lyst til et fællesskab, hvor videbegær er i centrum.
Det er også det, som vi ser dagligt hos ATU | Syd. Det er derfor altid en fornøjelse at sætte rammerne for læring i fællesskab, hvor unge sammen men på hver deres unikke måde omfavner lysten til læring og udfolder deres potentiale.
I denne portrætserie kan du møde nogle af vores alumnerne, og høre hvordan det går dem nu og hvordan de fortsat lærer nyt og udfolder deres potentiale, på egen hånd og sammen med andre, i dag.
Baggrundsinformationer:
- Morten Hybschmann
- 28
- Haderslev Katedralskole, STX EngA, SamfA, SpanskA, ATU årgang 2014
Hvordan var din tid i ATU?
Jeg havde en fantastisk tid i ATU. Det gav adgang til nye faglige udfordringer og fællesskaber, som jeg ellers ikke ville have haft mulighed for i gymnasiet.
Hvilke oplevelser husker du tydeligst?
Jeg husker særligt Summercampen, hvor man fik mulighed for ’rigtigt’ at lære de andre deltagere at kende på kryds og tværs. Dertil var jeg med til flere Model United Nations i ind- og udland med ATU, samt en længere tur til England for at besøge eliteuniversiteterne. Disse intense oplevelser gav dybere venskaber og mange minder, som jeg stadig sætter stor pris på.
Hvad betød det for dig at være med i ATU?
I gymnasiet var det særligt givende at kunne blive en del af et fagligt og socialt fællesskab, hvor fællesnævneren var en ens indstilling til faglighed og nysgerrighed på verden. Når jeg ser tilbage næsten et årti senere, kan jeg se, at min tid i ATU har været med til at hæve mit faglige og personlige ambitionsniveau, men også givet mig bedre mulighed for at opnå ting, som jeg ikke troede var mulige.
Hvad har du taget med videre fra din tid i ATU?
De mange seminarer om politik og det internationale perspektiv fra MUN arrangementer bekræftede mit ønske om at læse statskundskab og beskæftige mig med internationale relationer. Ud over dette er det særligt venskaberne og tilgangen til studiet.
Hvad har du lavet, siden du blev færdig på ATU/blev student?
Da studenterkørslen og sommerens fester var overstået, startede jeg som værnepligtig. Det skulle kun have været et fire måneders afbræk. Jeg endte dog med at blive grebet af Forsvaret og ikke mindst mulighederne for fællesskab, udvikling og den aktive hverdag, som jeg fandt meget meningsfuld. Derfor blev jeg uddannet sergent og var fastansat i to år, før jeg fortsatte på reservekontrakt i fire år under mine studier.
Jeg har siden læst statskundskab på Københavns Universitet med en række studiejob på Slotsholmen bag mig.
Hvad laver du nu?
Lige nu er jeg på et etårigt forskningsophold ved Georgetown University i Washington, D.C. Her skriver jeg speciale som et forskningsprojekt omkring republikanernes udenrigspolitik, og hvordan de betragter den europæiske sikkerhedsorden og USA’s rolle heri. Selvsagt er emnet kun blevet mere spændende efter Trumps sejr i november, og jeg har haft mulighed for at interviewe bl.a. hans tidligere forsvarsminister og flere nationale sikkerhedsrådgivere.
Hvad bringer fremtiden?
Til foråret færdiggør jeg mit studie, og til sommer starter jeg som managementkonsulent i København. Jeg håber på sigt at kunne skabe en karriere med at rådgive firmaer til at navigere i den geopolitiske udvikling eller at arbejde i international politik. Samtidig håber jeg på at have tid til mine venner og familie og at udforske mere af verden.
Har du nogle gode råd til de fremtidige ATU’ere?
Brug alle de mange muligheder, som Akademiet tilbyder, og søg også uden for din egen komfortzone. Hvad end det er ved at deltage i så mange seminarer som muligt eller at række ud til de andre deltagere, som du ikke kender endnu. I er der alle af stort set de samme årsager, og de to år er ovre, før du ved af det!