Amar Khalil

ATU Alumne | For Amar går empati og faglighed hånd i hånd

Videbegær kommer i mange forskellige former og størrelser. Man kan have en høj IQ, hvor læring falder en meget nemt. Man kan være high achiever, som med dedikation og flid sigter efter stjernerne. Eller man kan have en naturlig og stor lyst til at tilegne ny viden. Fælles for alle disse er et drive og en faglig nysgerrighed, der giver lyst til et fællesskab, hvor videbegær er i centrum. 

Det er også det, som vi ser dagligt hos ATU | Syd. Det er derfor altid en fornøjelse at sætte rammerne for læring i fællesskab, hvor unge sammen men på hver deres unikke måde omfavner lysten til læring og udfolder deres potentiale.

I denne portrætserie kan du møde nogle af vores alumnerne, og høre hvordan det går dem nu og hvordan de fortsat lærer nyt og udfolder deres potentiale, på egen hånd og sammen med andre, i dag.

Baggrundsinformationer:

  • Amar El Chiekh Khalil
  • 22 år
  • Odense Tekniske Gymnasium, HTX, Mat-Biotek, ATU årgang 2018

Hvilke oplevelser husker du tydeligst fra din tid i ATU?

Jeg husker tydeligt, hvordan det var at være omringet af andre unge mennesker, der brændte for noget og havde en unik drivkraft og ambition. Jeg husker også at skabe relationer med fantastiske mennesker, som jeg stadig har kontakt med den dag i dag. Det var en uforglemmelig og lærerig tid.
Et særligt seminar står stadig klart for mig – det åbnede mine øjne for et område, jeg ikke kendte til, og var med til at inspirere mig til at starte min forening, Vores Fælles Historier.

Hvad betød det for dig at være med i ATU?

Det betød enormt meget for mig at kunne "give brænde til min videbegærlighed" og få ekstra undervisning, der udvidede min horisont og viden om alverdens emner.

Hvad har du taget med videre fra din tid i ATU?

Jeg har taget værdifuld viden, inspiration og stærke relationer med mig videre!

Hvad har du lavet, siden du blev færdig på ATU/blev student?

Jeg startede på medicinstudiet på Syddansk Universitet, stiftede frivilligforeningen Vores Fælles Historier. Jeg har rejst en del og været i klinik i udlandet, samt deltaget i internationale møder med en studenterforening. Jeg har fået nye, udviklende studiejobs og lavet en del frivilligt arbejde. Derudover har jeg været på diverse kurser for at udvide mine færdigheder og tilføje flere værktøjer til min værktøjskasse.

Hvad laver du nu?

Lige nu bruger jeg meget tid på mit studie, mine jobs og min passion for læsning og skrivning. Jeg sidder som forperson i Vores Fælles Historier og søger stadig ny viden, hvor jeg kan. Jeg deltager blandt andet i ekstra undervisning hver lørdag i islamisk grundviden og holder taler og foredrag om emner, især inden for menneskerettigheder og litteratur.

Hvad bringer fremtiden?

Jeg drømmer om at blive en dygtig læge, der redder liv med hjertet på rette sted. Samtidig drømmer jeg om at blive romanforfatter og at udvikle mig til et godt og kærligt menneske – også i tider, hvor håbet bliver udfordret.

Har du nogle gode råd til de fremtidige ATU’ere?

Du skaber din egen vej! Nogle gange vil samfundet have, at du passer ind i en bestemt boks, men hvis du ikke kan finde en boks at passe i, så skab din egen!