ATU Alumne | For Amalie er det at kunne se en mening i sin hverdag det vigtigste
Videbegær kommer i mange forskellige former og størrelser. Man kan have en høj IQ, hvor læring falder en meget nemt. Man kan være high achiever, som med dedikation og flid sigter efter stjernerne. Eller man kan have en naturlig og stor lyst til at tilegne ny viden. Fælles for alle disse er et drive og en faglig nysgerrighed, der giver lyst til et fællesskab, hvor videbegær er i centrum.
Det er også det, som vi ser dagligt hos ATU | Syd. Det er derfor altid en fornøjelse at sætte rammerne for læring i fællesskab, hvor unge sammen men på hver deres unikke måde omfavner lysten til læring og udfolder deres potentiale.
I denne portrætserie kan du møde nogle af vores alumnerne, og høre hvordan det går dem nu og hvordan de fortsat lærer nyt og udfolder deres potentiale, på egen hånd og sammen med andre, i dag.
Baggrundsinformationer:
- Amalie Nøddeskou
- 27
- Svendborg Gymnasium, STX, MatA/FysA/KemiB (samt engA, franskA, danskA, hisA), ATU årgang 2014
Hvordan var din tid i ATU?
Min tid i ATU var helt vildt inspirerende. Det var så fedt og givende at møde en masse andre, der var nysgerrige inden for mange forskellige felter og retninger, og som – på trods af denne fællesnævner – stadig var dybt forskellige fra hinanden. Jeg lærte virkelig meget om mig selv og om andre, som jeg måske ikke ville have været faldet i snak med, hvis det ikke havde været for ATU. Samtidigt var der selvfølgelig al den ekstra læring, man havde rig mulighed for at få med sig på de forskellige moduler.
Hvilke oplevelser husker du tydeligst fra din tid i ATU?
Sommercampen, hvor man virkelig fik mulighed for at lære hinanden godt at kende på kryds og tværs, men også et weekendseminar i Kerteminde med Fjord og Bælt, hvor vi lærte en masse om dykkerrefleksen, havdyr, deres forskning, og lavede vildt lækker hav-inspireret mad sammen om aftenen.
Hvad betød det for dig at være med i ATU?
Det gav mig rig mulighed for at udfolde min nysgerrighed og min brede interesse for alle mulige og umulige ting. Det var så fedt bare at kunne møde op, møde en masse ligesindede og så bare lære noget fordi man syntes, at det var super interessant – ikke fordi man skulle bruge det til sine karakterer eller fordi man skulle testes i det senere, men simpelthen bare fordi man gerne ville lære mere om det. Jeg tror, at det er den allerbedste og reneste måde at lære på, og så gjorde de mange forskellige arrangementer, som jeg deltog i, mig også mere afklaret med, hvad jeg gerne ville senere ift. videregående uddannelse og fremtidigt job.
Hvad har du taget med videre fra din tid i ATU?
Først og fremmest selvfølgelig en masse gode minder og venskaber, jeg aldrig ville have fået, hvis det ikke var for ATU. Samtidigt var det også mit springbræt til en masse andre fællesskaber, organisationer og uddannelsesmuligheder, som jeg ikke ville være stødt på eller have overvejet, hvis det ikke var for ATU. Det skaber et helt fantastisk netværk, hvis man er interesseret i det. Og så selvfølgelig også en masse almen dannelse og generel bred viden om forskellige emner fra alle de seminarer, jeg deltog på – både de obligatoriske og de frivillige, som jeg benyttede mig meget af.
Hvad har du lavet, siden du blev færdig på ATU/blev student?
Jeg holdt først et sabbatår, hvor jeg arbejdede som vikar i ”skoletimerne” og så kørte rundt og lavede privatundervisning, når jeg var færdig som vikar og folkeskole- og gymnasieeleverne havde fri. Sideløbende søgte jeg ind på English Language and Literature på University of Oxford, og var heldig nok til at blive tilbudt en plads. Jeg nåede at læse derovre i et år og havde en hel masse fantastiske og magiske oplevelser, men blev samtidigt også helt overbevist om, at det ikke var dét, jeg skulle med mit liv, selvom jeg elskede at være derovre. Så jeg droppede ud og startede på Klinisk Biomekanik (kiropraktorstudiet) på SDU, som jeg hurtigt fik bekræftet var mit drømmestudie og det helt rigtige for mig.
Hvad laver du nu?
Jeg færdiggjorde min kandidat i klinisk biomekanik fra SDU i juni og er nu ansat i en turnusstilling i Svendborg, hvor jeg er i fuld gang med arbejdet som kiropraktor. Det er helt fantastisk at kunne gøre en så stor forskel for mennesker i min hverdag, hvilket jeg også kunne mærke var dét, jeg manglede i min retning på Oxford. Så jeg nyder til fulde at bruge mine hænder, min krop og mit hoved hver dag, jeg er på arbejde, og synes, at jeg er endt med det bedste job i hele verden. I min fritid arbejder jeg som fitnessinstruktør i det lokale fitnesscenter, og det er bare den perfekte kombination for mig. Jeg ser så meget mening i de ting, jeg laver i min hverdag, og jeg tror, det er det vigtige at gå efter, når man vælger, hvad man skal læse.
Hvad bringer fremtiden?
Jeg håber på at kunne engagere mig politisk og fremme kiropraktikkens rolle i det danske sundhedsvæsen. Med den betydning, kiropraktik har for mange danskeres hverdag og funktionsniveau, skaber det en enorm ulighed i danskernes sundhed, at der er en relativt stor egenbetaling, når det gælder kiropraktisk behandling. Jeg håber på at kunne bidrage til, at flere kan få muligheden for at komme til kiropraktor, og at flere ved, at kiropraktorer kan hjælpe, når det er bevægeapparatet, den er gal med. Det ville forhåbentlig også kunne hjælpe til at aflaste mange af de overfyldte og pressede lægeklinikker, så de har bedre tid til dem, der har brug for lægehjælp – så kan vi tage os af ryg, nakke, skuldre, knæ, hofter, ankler, og alle de andre steder, der kan opstå problemer med i bevægeapparatet.
Har du nogle gode råd til fremtidige ATU’ere?
Sug til jer – alt det, I kan! Det er en fantastisk mulighed for at udvide sin horisont, at man har fået lov til at være en del af ATU. Man kan lære så meget, hvis man tager sig tiden til det og hiver sig afsted på de dage, hvor det måske virkede nemmere at blive hjemme, så man ikke skulle tænke i transport frem og tilbage. Men man får så meget ud af det, hvis man møder op – også, hvis man er alene, så man bliver tvunget lidt til at snakke med nogen af de andre. Og det kan der også komme nogle rigtig gode bekendtskaber og venskaber ud af 😊