ATU Alumne | Abdulkarim vil gøre en forskel inden for sundhed, ligestilling og menneskerettigheder
Videbegær kommer i mange forskellige former og størrelser. Man kan have en høj IQ, hvor læring falder en meget nemt. Man kan være high achiever, som med dedikation og flid sigter efter stjernerne. Eller man kan have en naturlig og stor lyst til at tilegne ny viden. Fælles for alle disse er et drive og en faglig nysgerrighed, der giver lyst til et fællesskab, hvor videbegær er i centrum.
Det er også det, som vi ser dagligt hos ATU | Syd. Det er derfor altid en fornøjelse at sætte rammerne for læring i fællesskab, hvor unge sammen men på hver deres unikke måde omfavner lysten til læring og udfolder deres potentiale.
I denne portrætserie kan du møde nogle af vores alumnerne, og høre hvordan det går dem nu og hvordan de fortsat lærer nyt og udfolder deres potentiale, på egen hånd og sammen med andre, i dag.
Baggrundsinformationer:
- Abdulkarim Harakow
- 28 år
- Fredericia Gymnasium, STX, International studieretning, ATU årgang 2012
Hvilke oplevelser husker du tydeligst?
De tydeligste oplevelser fra min tid i ATU har helt klart været de camps, som jeg har været på. Både Summercampen og til LIMUN 2013 dannede jeg stærke sociale bånd til det andre deltagere, samt blev udfordret i en anderledes faglig sammenhæng.
Hvad betød det for dig at være med i ATU?
Det betød meget at være en del af ATU. Det gav mig mulighed for at møde unge med forskellige baggrunde og interesser, med en fælles passion for at lære og udvikle sig. Gennem programmet fik jeg både faglige udfordringer, samt stærke sociale og professionelle relationer, som stadig er relevante den dag i dag. Det var en tid, hvor jeg virkelig blev udfordret til at tænke nyt og stort, og det har styrket mig både fagligt, professionelt og socialt.
Hvad har du taget med videre fra din tid i ATU?
Jeg har taget mange ting med fra min tid i ATU – især en stærkere tro på, hvad jeg som individ kan bidrage med til samfundet. ATU lærte mig, at der er mange internationale muligheder for unge mennesker og derudover gav det mig en tidlig forståelse for, at unge mennesker kan gøre en forskel, hvis de tør tage ansvar og udfordre status quo.
Hvad har du lavet, siden du blev færdig på ATU/blev student?
Efter jeg blev student fra Fredericia Gymnasium, flyttede jeg til Aarhus for at læse medicin på Aarhus Universitet. I løbet af min studietid var jeg aktiv i flere forskellige frivillige organisationer, som arbejdede med sundhed på både lokalt, nationalt og internationalt niveau. Heriblandt sad jeg i den europæiske bestyrelse for den internationale organisation for medicinstuderende, og var med til at repræsentere europæiske medicinstuderende på internationale konference.
Hvad laver du nu?
Jeg blev færdiguddannet læge i 2022 og har siden arbejdet som læge i København og Slagelse. Ved siden af mit arbejde laver jeg stadig frivilligt arbejde, hvor jeg er aktiv i Red Barnet Ungdom, sidder med i det internationale udvalg i Red Barnet og er udnævnt som en af Danmarks Ungdomsdelegater til FN. Som Danmarks Ungdomsdelegat til FN, har jeg det seneste år repræsenteret den danske ungdom til FN-topmøder i både New York, Cotonou og Genéve.
Hvad bringer fremtiden?
Ved siden af mit job som læge, drømmer jeg fortsat om at arbejde med sundhed, ligestilling og menneskerettigheder, og at påvirke beslutninger med betydning på både nationalt og internationalt plan. Min ambition er at sidde med ved bordet, hvor de svære og komplekse beslutninger træffes, og at kunne bidrage med lederskab og erfaringer, der skaber positive forandringer og kan gøre en reel forskel.
Har du nogle gode råd til de fremtidige ATU’ere?
Mit bedste råd er at nyde det fuldt ud og give sig selv lov til at udforske alt det, ATU tilbyder. Dyrk de sociale relationer – og vær åben for inspiration fra de mange workshops og oplæg. Det er en unik mulighed for at blive udfordret og udvikle sig, så grib den med begge hænder.