10 år efter: Matematikentusiasten i Nicklas jubler, når der kan sættes to streger under facit
Talent kommer i mange former og størrelser. Man kan være talentfuld i kraft af en høj IQ, hvor videnstilegnelse falder helt naturlig, eller man kan være high achiever, som med dedikation og flid sigter efter stjernerne. Talent har mange forskellige ansigter, hvilket vi også ser dagligt på ATU | Syd. Det er derfor altid en fornøjelse at skabe rammerne for talenterne, hvor de i fællesskab, men på hver deres unikke måde, kommer et spadestik dybere, et luftlag højere og tager skridtet mod at udfolde deres potentiale.
I år fejrer vi, at det er 10 år siden, at de første nysgerrige deltagere lagde fundamentet for et unikt talentfællesskab på Akademiet for Talentfulde Unge | Syd. Mange flere unge talenter er fulgt i deres fodspor i løbet af det sidste årti og gør det stadig den dag i dag. I denne portrætserie ser vi på, hvordan det er gået nogle af alumnerne, siden de dimitterede fra ATU | Syd, samt hvordan de til stadighed udfolder deres talent i dag.
Et hjerte, der banker for matematikken
I 2015 startede Nicklas Boserup på Svendborg Tekniske Gymnasium på en linje med matematik og informationsteknologi. En ung og nysgerrig fyr med en umådelig lyst til at suge ny viden til sig og med en dyb lidenskab for naturvidenskaben. Det er nu omtrent 5,5 år siden. Tiden flyver afsted, og meget er sket siden for den nu 21 år gamle Nicklas. Alligevel er han gennem årene gang på gang blevet bekræftet i, at den glæde han finder ved selv hardcore matematisk teori, har slået stålfaste og urokkelige rødder i ham.
Da Nicklas i 2018 forlod de trygge rammer på Svendborg Tekniske Gymnasium, og samtidig sjette årgang på Akademiet for Talentfulde unge | Syd, var det i den forbindelse naturligt, at han skulle følge den naturvidenskabelige vej, som han allerede i gymnasiet var begyndt at bane for sig selv. Efter et sabbatår med ro til hovedet og tankerne, hev Nicklas derfor de fynske pløkker op og vendte snuden mod København. Her startede han med stor begejstring på en bachelor i Machine Learning og Datavidenskab på Københavns Universitet. ”Det er helt klart det rigtige valg”, fortæller Nicklas. Trods klare ambitioner om en videregående uddannelse indenfor det matematiske felt, gjorde han sig mange overvejelser om det specifikke valg af uddannelse. I dag tvivler han dog ikke længere, men føler sig hjemme på studiet i hovedstaden.
En splinterny uddannelse
At Nicklas hver dag kan finde så stor tilfredsstillelse i sit studie, skyldes i høj grad, at det er ”dejligt ambitiøst, dybt teoretisk og matematisk”, som han forklarer det. Fokus er centreret omkring et ekstremt smalt og nørdet emne, og han elsker, at han her får lov til at fordybe sig i et omspændende krydsfelt mellem datalogi og matematik. Han elsker, at han tilegner sig værktøjerne til at kunne argumentere for alt, hvad man gør på basis af noget, der kan bevises. På uddannelsen lærer de, hvordan man kan hive mening ud af overdrevent store mængder data. De lærer, at man kan komme frem til resultater fra et minimalt fundament. Også resultater, der kan have gavn for andre, hvilket er egenskaber, der for Nicklas betyder utrolig meget. Det bringer en helt særlig tilfredsstillelse, når han gennem matematikken kan sætte to streger under facit og sige; ”Det har vi defineret. Derfor kan vi det!”. Og det er yderst belejligt, at Nicklas virkelig brænder for sit fag og trives blandt sine medstuderende. For der er ualmindeligt mange timer, studiet fylder i hans liv, og mængden af læsestof er enorm. Som første årgang på en splinterny uddannelse, ser Nicklas og de omkring kun 40 andre studerende her frem til at være med til at skabe grundlaget for kommende elever og årgange.
En uundværlig inspiration fra andres passioner
På universitetet nyder Nicklas Boserup, at han omgås og samarbejder med andre, der deler hans dedikerede passion for matematikken. Til gengæld nager fra tid til anden et afsavn til den enorme diversitet, som Nicklas oplevede på ATU | Syd. Han nød, at han fik muligheden for at blive klogere på så mange forskellige faglige områder, verdner og interesser. På universitetet er det hele utrolig specifikt. Snævret ind til konkrete fagpakker. Nicklas har derfor en rungende bøn til de kommende årgange på ATU | Syd; ”Tag med til så mange aktiviteter og seminarer som muligt. Vær nysgerrige, åbne og lær, hvad andre interesserer sig for”. Det er en unik chance for at suge viden til sig. Også viden, som man slet ikke anede, at man havde brug for. Yderligere er det mest af alt menneskene, Nicklas fremhæver og tænker tilbage på med stor fornøjelse. Til daglig mærker han, hvordan han ofte får gavn af den inspirerende lyst til at lære og det arbejdsomme mindset, han opbyggede gennem stærke faglige og sociale relationer på talentprogrammet. Det at møde andre, der virkelig brænder for noget. Andre der, ligesom ham selv, måske må anerkende, at de bruger mere tid, end hvad godt er, på studie og faglige interesser. Men som nyder det, og som uden at blinke, glædeligt går i krig med nye projekter og udfordringer. ”Det er et fællesskab af virkelig seje mennesker, der hver især kan noget helt specielt”.
Hvad fremtiden bringer for Nicklas, må tiden vise. Han tager én dag ad gangen. Lever fra i dag til i morgen. Alligevel er der ingen tvivl om, at han fortsat vil fordybe sig i sit studie og lade begejstringen få frit løb, når noget kan bevises ved hjælp af matematiske formler. Når uvidenhed og undren bliver til et facit. Men han vil dog samtidig holde fast i den diversitet, han mødte på ATU | Syd. Han vil sætte to streger under facit, men aldrig glemme, hvordan han trives allerbedst, når nysgerrigheden får lov til at råde, og han lader sig inspirere af andre, der har noget på hjerte.
Skrevet af Maja Tørslev