VIRTUELT | Mars uden filter

ATU TEK
Zoom | Deltag fra din pc
Du kan tilmelde dig dette arrangement, hvis du er fra årgang: 2019, 2020 – men du skal logge ind først.
Afdeling
Fyn
Sydjylland
Sidste tilmeldingsfrist
Fredag, 7. maj 2021 - 12:00

Få den allernyeste viden og se de nyeste billeder fra robotbilen, Perseverance, der landede på Mars den 18. februar i jagten på svar på grundlæggende spørgsmål om vores naboplanet. Kan man udvinde ilt af Mars’ atmosfære? Har der været eller er der liv på vores røde nabo? Og hvilke sten er de bedste at sende tilbage til Jorden?

Planetarium og Niels Bohr Institutet præsenterer 3 forskere og 1 tekniker, der har haft hoveder og hænder dybt involveret i NASA’s seneste mission til Mars.

Mars uden filter

v/Planetarium og Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet

Skåret og tegnet på Blegdamsvej, forsølvet og forgyldt i Farum, indgraveret i Ishøj og samlet med keramiske farvestandarder i et clean room på Niels Bohr Institutet.

Det instrument, der sikrer at Perseverance kan levere valid visuel viden, er udtænkt og bygget i Danmark. Intet mindre. Danske forskere og teknikere fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet er ansvarlige for, at forskere over hele verden kan tolke de billeder, som Perseverance sender hjem.

Mars’ atmosfære ændrer sig hele tiden og lægger et ufrivilligt filter på alle de billeder, der bliver taget. Men på Niels Bohr Institutet har de specialiseret sig i at bygge farvekalibreringsinstrumenter, der hjælper forskerne til at rette på billederne, så de får de rigtige farver. Lidt ligesom en omvendt gang photoshop, hvor billedet bliver mere virkeligt og bedre kan bruges som grundlag for videnskabelige beslutninger og opdagelser omkring Mars’ overflade.

Denne aften har du mulighed for at se et ægte stykke rumteknologi, høre om, hvordan man bygger det, og hvorfor det er vigtigt for missionens videnskabelige resultater.

Vi får besøg af teknikere og forskere fra Niels Bohr Institutet, der har udtænkt instrumentets detaljer og venter spændt på de første billeder. De vil tage dig med til Mars og give dig indblik i den nyeste viden, der netop bliver skabt med hjælp fra dansk rumteknologi.

Morten Bo Madsen, lektor i planetfysik ved Niels Bohr Instituttet, vil sætte rammen for missionen Perseverance og give dig indblik i flere af de eksperimenter, som der er danske fingre med i. Morten er noget af en Marsmissions-veteran med ikke færre end 6 missioner i bagagen.

Derpå vil Kjartan Kinch, lektor i astrofysik og planetforskning ved Niels Bohr Institutet, fortælle om besværlighederne ved at tage videnskabelige billeder på Mars, hvor atmosfæren skifter konstant. Billeddata er helt essentielle for at planlægge robotbilens rute og for at få valide data. Derfor har Kjartan og hans kolleger udtænkt et såkaldt farvekalibreringsinstrument, som er den dims alle billeder bliver tolket ud fra. Hver gang Perseverance’ kamera tager et billede ud i landskabet på Mars, tager det kort efter også et billede af kalibreringsinstrumentet, så forskerne ved, hvilke farver landskabet i virkeligheden har. Det er lidt ligesom et omvendt filter på instagram.

Mens Morten og Kjartan er hjernen bag instrumentet, er det andre som har produceret delene. Denne aften vil medarbejderne fra Niels Bohr Institutets værksted, som har hjulpet Morten og Kjartan med at tegne og skære de enkelte dele, give os indblik i, hvilke maskiner man bruger, og hvad man skal være opmærksom på, når man skal bygge et instrument, der skal sendes på videnskabelig rejse til Mars. Hvilke materialer bruger man og hvorfor – hvem har vi samarbejdet med, og hvorfor skal det samles i et clean room?

Perseverance betyder at holde ved eller holde fast. Og langt de fleste Mars-forskere er ikke så involverede i missionen som Morten og Kjartan. Men alle venter med vedholdenhed og en del utålmodighed på, at der bliver frigivet data og billeder, som de kan tolke på. En af dem er Christine Hvidberg, lektor ved forskningscentret Is, Klima og Geofysik på Niels Bohr Institutet, og hun er spændt på, hvilke opdagelser Perseverance kan gøre omkring is på Mars. Denne aften vil Christine fortælle om, hvad hun kan bruge Perseverance’ data til, og hvilke opdagelser, hun håber på, kommer ud af missionen.

Vær med til en aften, hvor de allernyeste billeder bliver vist, den nyeste forskning bliver præsenteret, og hvor du får lejlighed til at komme med bag fortællingen om, hvordan en Mars-mission med stort dansk aftryk bliver til.

Program

19.15 Velkommen og en tur til Mars v/Astrofysiker Cecilie Sand Nørholm, Planetarium
19.30 Lektor Kjartan Kinch, Astrofysik og Planetforskning, NBI, KU
19.50 Tekniker Dennis Westphal Wistisen, Niels Bohr Institutets værksted, NBI, KU
20.10 Pause 
20.40 Lektor Christine Hvidberg, Is-, Klima- og Geofysik, NBI, KU
21.00 Lektor Morten Bo Madsen, Astrofysik og Planetforskning, NBI, KU
21.20 Spørgsmål og fælles diskussion
21.50 Tak for i aften
 

BEMÆRK: Aktiviteten afvikles i samarbejde med Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, hvorfor også andre end ATU'ere kan deltage.

PRAKTIK: Du vil få tilsendt link til den virtuelle afvikling af aktiviteten via e-mail.

Du sørger selv for mad og drikkelse til eventuelle pauser.

AFVIKLER: Der er ingen afvikler fra ATU til stede til denne aktivitet, og du skal derfor fjernregistrere dig som deltager. Du fjernregistrerer dig ved at sende en e-mail til Kira på mail: kira@atusyd.dk på dagen, når aktiviteten starter. Forsinkelser og afbud på dagen meldes også til Kira.

 

  • Type
    Valgfri