Talent skal dyrkes

Talentudvikling er et vigtigt aspekt i uddannelsen af den danske ungdom. Men ligesom den daglige undervisning er talentudviklingen udfordret i denne tid, hvor Covid-19-pandemien medfører restriktioner og nedlukning af samfundet. Pandemien påvirker i øjeblikket alle elever, såvel de svageste som de dygtigste elever, der alle oplever forskellige forme for faglige og sociale efterslæb. De dygtigste elever oplever især at være fagligt understimulerede og udfordrede på motivationen i denne tid.
 
Netop pga. pandemien er talentudvikling derfor stadig lige vigtigt, og måske endda vigtigere. Selvom der i øjeblikket foregår god online undervisning, så ved vi, at det stadig betyder utroligt meget for de dygtigste unge, både fagligt og socialt, at få ekstra mulighed for at udfolde deres talent. ATU’erne giver tydeligt udtryk for, at ATU altid, og især i denne tid, er et frirum for dem, hvor de oplever at få mulighed for både at fordybe sig og blive inspireret fagligt, samt indgå i motiverende socialt samvær. 
 
Det var derfor en stor fornøjelse, på trods af pandemien, at kunne byde en ny årgang af talentfulde unge velkommen i starten af marts. Generelt er det bare en stor fornøjelse at se alle ATU’ernes glæde, når de bliver fagligt udfordret og inspireret sammen med andre ligesindede vidensentusiaster til deres seminarer. Vi mærker især på den enorme tilslutning, som der er til de valgfri aktiviteter, hvor meget ATU’erne higer efter faglige udfordringer og inspiration.

Talent smitter 
Vi er nødt til at gøre den ekstra indsats, som sikrer, at de dygtigste unge klarer sig godt ikke blot nu, men også fremadrettet. Først og fremmest fordi vi skylder talenterne det. Som alle andre unge har de dygtigste unge behov for at blive set og lyttet til med udgangspunkt i deres ressourcer, interesser og behov. Så det er vigtigt, at vi giver de talentfulde unge de ekstra faglige udfordringer og inspiration, som de har brug for, og dermed udvikler deres potentiale, som både de selv og vi som samfund har brug for nu og i fremtiden.
 
For det andet fordi talent smitter. Forskning viser, at talenterne ikke blot styrker deres egen faglighed og egne kompetencer, men også deres kammerater og klasse, når de stimuleres i de rigtige rammer. De tager den ekstra motivation med tilbage til den øvrige klasse og bidrager til det gode nærmiljø med ny viden og energi.
 
ATU tilbyder netop disse rammer. Talentudvikling kan og skal selvfølgelig sikres på forskellige måde, men ATU tilbyder et helt unikt talentforløb på tværs af uddannelsesinstitutioner, med regelmæssig undervisning ved de videregående uddannelser og et regionalt og nationalt netværk af talentfulde unge. ATU | Syd får således sin styrke og kvalitet fra det tætte samarbejde med alle de syddanske gymnasier og samarbejdspartnere som SDU og det syddanske erhvervsliv. 
 
Stor tak til de deltagende gymnasier!
Der skal derfor lyde en stor tak til alle deltagende gymnasier. Selvfølgelig for at være en del af ATU og indstille elever til det 2-årige talentforløb. Men især for den aktive rolle i spiller i at sikre talentudvikling for netop jeres elever på jeres respektive gymnasier. Det betyder meget for både talentudviklingen i vores samfund og især de dygtigste unge.
   
Vi er selvfølgelig opmærksomme på at pandemien besværliggjorde optagelsesprocessen til Årgang 2020, så der skal desuden lyde en stor tak til jer på gymnasierne for at gjort indsatsen for stadig at identificere og indstille de dygtige unge, som nu nyder gavn af at være en del af Årgang 2020 på ATU | Syd.