Gymnasieelever fik smagsprøver på eliteforskning
Hvorfor blive forsker? Hvad kræver det at være forsker? Hvordan kan nysgerrighed blive til forskning? Disse spørgsmål var blot et udpluk af mange, som deltagerne gav deres bud på sammen med 3 prishædrede forskere.
Dagens program bød på en 3-retters, bestående af 3 oplæg, hvor forskerne fortalte om deres nuværende projekter og deres vej til toppen af dansk forskning.
Arrangementet startede med en appetizer; et oplæg om personalisering af politik af Helene Helboe Pedersen, Sapere Aude: DFF-Forskningsleder og lektor i statskundskab. Diskussionen tog udgangspunkt i spørgsmålet om repræsentationen i det moderne demokrati er blevet mere personaliseret.
Dagens andet oplæg var krydret med forskning i slidgigt, hvor Morten Bormann Nielsen, ph.d. i materialekemi, fortalte om, hvordan både kemi, medicin, mikrobiologi, fysik, statistik og programmering kombineres på tværs, når enorme mængder data fra store internationale partikelacceleratorer skal analyseres automatisk, så vi kan opnå ny viden om sygdommen. Han pointeret også, at hvis du bliver over 65 år, vil du med 80% sandsynlighed rammes af slidgigt, og måske få brug for en ny hofte eller et nyt knæ.
Til dessert fik deltagerne muligheden for at møde dette års Eliteforsk-prismodtager, N. Asger Mortensen, der fortalte om hvordan han udforsker de mulige kvante-effekter i ultra-små partikler indenfor de nyeste landvindinger i nanoteknologi og avanceret spektroskopi. Han fortalte også om hans vej til at blive forsker var ujævn. Uddannelsesskift, hårdt arbejde og det at være omgivet af ligesindet medstuderende, var afgørende for, at vejen endte ved en forskerkarriere.
Alt i alt stod dagen på inspiration til, hvordan deltagerne kan forme og forfølge deres nysgerrighed og forskerdrøm.
Essensen af dette – og forskernes råd til dig, som sidder med en ph.d.- spire i maven - er, at det betaler sig at knokle for den faglighed, du brænder for. Der findes utallige veje mod et ph.d.-stipendium. Målrettethed og 12-taller er absolut gode at have med sig i rygsækken, men alfa og omega er, at du har en brændende nysgerrighed, en god profil og et lovende projekt. Deltag aktivt i dit studiemiljø, og tag de frivillige og lønnede studiejobs, du kan få. Selvom det ikke nødvendigvis fører til et ph.d.- stipendium, vil det aldrig være spildt arbejde.