Danmark og FN

Humanistisk aktivitet, som gennem et historisk perspektiv, giver dig indblik i hvordan national politik og forskellige nationale interesser påvirker internationale og sikkerhedsmæssige beslutninger og politikker.
Danmark og FN fra 1945 til i dag
v/Ph.d. og Lektor Kristine Kjærsgaard, Institut for historie, SDU
Efter den kolde krigs afslutning har Danmark i stigende grad medvirket i internationale militære operationer. Under den kolde krig var dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik derimod noget mere tilbageholdende. Sådan karakteriseres dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i hvert fald ofte, både i den historiske forskning og i den nyere politiske debat. F.eks. blev Danmarks deltagelse i Irak-krigen begrundet bl.a. med, at der skulle gøres op med dansk passivitet og mangel på loyalitet under den kolde krig. Dele af den historiske forskning hævder imidlertid også, at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, især i FN, under den kolde krig faktisk var ganske aktiv. Hvad er op og ned i hele denne debat?
Formålet med kurset er tage udgangspunkt i den nyere danske politiske debat for at se, hvordan historien bruges her. Dertil skal vi stifte bekendtskab med forskellige forståelser af begrebet aktivisme og på den baggrund diskutere graden af aktivisme i dansk FN-politik fra 1945 til i dag, som den udviklede sig i konteksten af Danmarks generelle sikkerhedspolitik og relationer til andre lande.
Program
16.00 Velkommen
16.05 Historiebrug og forståelser af aktivismebegreber. Vi diskuterer dette på baggrund af Lykketoft og Branner i Berlingske Tidende.
16.45 Pause
17.00 Case: Danmarks bidrag til FN's militære operation i Korea. I skal læse de to tilsendte referater af møder i Udenrigspolitisk Nævn (én fil) med henblik på at danne jer et overblik over de politiske partiers holdning til Danmarks bidrag. Hvad skulle Danmark bidrage med og hvorfor? Og i hvilken grad kan den danske politik betegnes som aktiv?
17.45 Pause
18.15 Danmark i FN under den kolde krig
19.00 Pause
19.15 Danmark i FN efter den kolde krigs afslutning
19.55 Afrunding og spørgsmål
20.00 Tak for i dag
FORBEREDELSE: 1) Se filmen "Kampen om historien" med Rosanna Farbøl, som du finder her! 2) Se filmen "Danmark i krig 1991 til 2011 - den aktive krigsdeltagelse" med Bo Lidegaard, som du finder her! 3) Læs Lykketoft og Branner i Berlingske Tidende21.5.2003 (bilag 1) 4) Læs P. V. Jakobsen & K. Kjærsgaard, ”Den danske FN-aktivismes storhed og fald”, Politica, nr. 4, 2017, 377-400 (bilag 2). 5) Print og medbring referater af møder i Udenrigspolitisk Nævn (én fil). Dette skal I IKKE læse på forhånd, men have med til undervisningen, hvor I skal læse det forud for fælles diskussion (bilag 3).
MEDBRING: Papir og pen eller pc til notetagning, da underviseren mest bruger tavlen fremfor slides.
PRAKTIK: Der er spisepause men ingen forplejning, så husk madpakken.
FIND VEJ: Du finder lokale U81 nær indgang H her!
AFVIKLER: Kira - tlf. +45 5383 6945 mail: kira@atusyd.dk, kontaktes på dagen hvis du bliver forsinket eller forhindret på dagen.
-
Antal deltagere33
-
TypeValgfri