Seminar E3: Fosfor – en uundværlig og begrænset ressource
Efterårets første seminarer er en sammenhængende række af fordybelsesseminarer. På de enkelte fordybelsesseminarer får du mulighed for at gå i dybden med et enkelt emne inden for en given faglighed. Du ser hvordan forskellige fagligheder udforskes og ny viden kan skabes.
Du deltager i to ud af ni fordybelsesseminarer, og du vælger selv hvilke alt efter din interesse og hvor der er plads. Vi anbefaler meget, at du ikke lader geografi, men interesse afgøre dit valg mellem de forskellige muligheder.
Fosfor – en uundværlig og begrænset ressource
v/Ph.d.-studerende og cand.scient. i kemi & biologi Anne Boisen Petersen & Ph.d.-studerende og cand.scient. i kemi & biologi Line Boisen Staal, Biologisk Institut, SDU
Samfundet i dag er præget af ”brug-og-smid-væk”-kultur, men for at sikre fremtidens fødevareproduktion, må fosfor-forbruget i balance, og fosfor fra spildevand genanvendes. Fosfor er et grundstof, som er en uundværligt del af bl.a. DNA, cellemembraner og knogler, og planters behov for fosfor gør det til et vigtigt gødningsstof i fødevareproduktionen.
En stor del af nutidens fosforgødning kommer fra minedrift, men de kendte fosfor-reserver vil med tiden udtømmes, og det er derfor vigtigt at genanvende fosfor fra bl.a. spildevand. Samtidig med sin rolle som uundværligt gødningsstof spiller fosfor også en væsentlig rolle i forureningen af søer og vandløb.
Vi arbejder til dagligt med nogle af de spørgsmål, som skal undersøges for at kunne øge genanvendelsen af fosfor: Hvordan er fosfors kredsløb på renseanlægget – og hvordan påvirker ”genbrugs-fosfor” planters vækst og kvalitet? Kom og hør mere, når ph.d.-studerende fra Biologisk Institut på SDU fortæller om deres forskning, og få mulighed for at fordybe dig i kemi/biologi eller arbejde med de bredere konsekvenser og løsningsforslag inden for emnet.
Program
16.00 Oplæg om fosforkredsløbet og forskning på renseanlæg
16.45 Gruppearbejde
17.30 Spisepause
18.00 Gruppearbejde
18.20 Oplæg (2-3 minutter per gruppe, 1 slide uden effekter) inkl. pause
19.00 Rundvisning i Økologisk laboratorium på Biologisk Institut og demonstrationsforsøg
19.45 Afrunding og evaluering
20.00 Tak for i dag
FORBEREDELSE: Læs kompendiet "Fosfor - fremtidens guld", som du finder her på siden under DOWNLOAD.
MEDBRING: PC, strømkabel og kittel til laboratoriearbejde (lån en på dit gymnasium)
FIND VEJ: Du finder Biologisk Instituts seminarrum nær indgang O på 1. sal her!
AFVIKLER: Kira - tlf. +45 5383 6945 mail: kira@atusyd.dk, kontaktes på dagen hvis du bliver forsinket eller forhindret på dagen.
-
Antal deltagere42
-
TypeObligatorisk