Vekselstrøm og Jævnstrøm

 

Da Edison i 1882 byggede verdens første elværk på Pearl Street i New York var det med jævnstrøm. Valget faldt på den strømtype, fordi jævnstrøm kunne lagres på batterier. Dermed kunne værket, når der ikke var spidsbelastning på forbruget, lagre noget af energien på batterier. Om natten kunne man stort set klare forsyningen med strøm fra batterierne, og dermed kunne man nøjes med få på arbejde på det tidspunkt af døgnet. Jævnstrømmen blev produceret og sendt ud på nettet med en ikke speciel høj spænding. Det betød, at systemet tabte effekt over større afstande, fordi modstanden i transmissionsledningerne blev for stor i forhold til belastningen. Jævnstrøm kan kun sendes over nogle få kilometer, inden spændingen falder til et niveau, som ikke virker.

 

En anden amerikansk el-pioner, George Westinghouse, så svagheden ved Edisons system. Det ønskede han at udnytte, og sammen med Nikola Tesla udviklede han det mere effektive vekselstrømssystem. Det kunne transformere spændingen så højt, så strømmen kunne sendes over store afstande med et meget lille tab. Man kunne nøjes med få, store elværker. Ulempen ved vekselstrøm er, at den skal bruges i samme sekund, som den produceres. Dvs. der skal være fuldstændig balance mellem produktion og forbrug – det kan være en udfordring med de mange vindmøller, som i dag bidrager til elforsyningen.

 

I Danmark valgte man indtil slutningen af 2. verdenskrig primært det decentrale jævnstrømsnet med mange små elværker. Efter 1945 har vekselstrømmen været dominerende. Jævnstrømmen er dog ikke helt forsvundet ud af brug. Den bruges til søkabler, og så er det er også jævnstrøm, der kommer ud af solceller og brændselsceller, og hvis man i fremtiden vil gemme vindmøllestrøm, så laves møllens vekselstrøm om til jævnstrøm, så den kan gemmes på batterier til jævnstrøm eller også kan vekselstrømmen fra vindmøllerne laves om til jævnstrøm, som så igen kan bruges til at splitte vand til ilt og brint.