Seminar O: Akademisk arbejde i praksis
Vi slutter efteråret og dit Akademi-forløb af med en workshopdag om forskellige slags akademisk arbejde i forskningens verden – på universitetet. For hvordan skabes ny viden egentligt, og hvordan arbejder forskere med deres akademiske vidensområde og fagstof.
Akademisk arbejde i praksis
v/SDUs fem fakulteter
Seminar O byder på fem forskellige workshops, som hver især eksemplificerer hvordan humanistisk, teknisk, samfunds-, natur- eller sundhedsvidenskabeligt arbejde udmønter sig i praksis. SDU stiller med forskere og studerende fra alle deres fakulteter, og du kommer igennem to ud af fem workshops. Igennem oplæg og øvelser får du indblik i hvordan ny viden skabes og anvendes.
Program:
Kl. 10.00 Velkommen
Kl. 10.05 Præsentation af de 5 workshops fra hvert fakultet
Kl. 10.30 5 forskellige workshops v/ Tek, Samf, Nat, Hum, Sund
Kl. 12.45 Frokost
Kl. 13.30 5 forskellige workshops v/ Tek, Samf, Nat, Hum, Sund
Kl. 14.30 Pause
Kl. 15.45 Fælles afrunding
Kl. 16.00 Tak for i dag
Robotteknologi
Teknisk workshop v/Stud. Eskild L. Andresen, Frederik M. Andersen, Mads T. Jensen & Thor G. Jensen, Robotteknologi., SDU
Robotteknologi er tidens måske hotteste teknologi-emne, med et utal af anvendelsesmuligheder. I denne workshop skal du først møde en ung forsker, der fortæller om sit arbejde med at udvikle ny robotteknologi. Med udgangspunkt i hans konkrete projekt får du indsigt i, hvordan et teknisk-videnskabeligt forskningsprojekt er skruet sammen. Dernæst kan du vælge mellem to workshop-aktiviteter:
1) Droner – byg en drone og lær at flyve med den
2) Robot-programmering – lær at programmere en robot-arm og se hvad du kan få den til at gøre.
Tarmbakterier – menneskets bedste ven?
Sundhedsvidenskabelig workshop v/Ph.d.-stud. Sebastian von Huth, Molekylær Medicin, SDU
Der forskes som aldrig før i tarmbakterier og deres indvirken på sundhed og sygdom. I denne workshop vil vi definere hvad tarmens bakterier – mikrobiomet – er for en størrelse, og hvorfor den er genstand for så intens forskning. Med udgangspunkt i infektions- og parasitsygdomme vil vi diskutere mulige behandlingsstrategier med manipulation af mikrobiomet – ud fra et translationelt forskningsperspektiv.
At forstå individer for at gennemføre organisationsændringer -personlighed, motivation og empati som analyse- og implementeringsværktøj i offentlig ledelse
Samfundsvidenskabelig workshop v/Ph.d.-stud. Christoffer Florczak, Sektionen for Offentlig Forvaltning, SDU
Behovet for fleksibilitet i offentlige organisationer er veldokumenteret i moderne forskningsgrene. Omstruktureringer i det offentlige fra Strukturreformen til de nuværende udflytninger af arbejdspladser har stor indflydelse på samfundet som helhed og på de berørte ansatte. Det anslås dog, at to ud af tre organisatoriske forandringer fejler i at opnå deres centrale målsætninger. En af hovedårsagerne til dette kan findes i implementeringsfasen - de individer, der står for at implementere ændringer, er til tider apatiske eller undergravende i relation til ændringen. Spørgsmålet, som vi skal beskæftige os med, er, om dette kunne skyldes individuelt, delvist biologiske, prædisponerede forskelle i personligheds- og motivationsstrukture. På dette seminar vil vi forholde os til klassiske perspektiver på medarbejdere i den offentlige sektor, og vi vil nuancere disse perspektiver gennem en interdisciplinær vinkel bestående af forvaltningsforskning, organisationpsykologi og personlighedspsykologi.
Behøver vi skolen for at lære engelsk? Vi har jo Minecraft!
Humanistisk workshop v/Ph.d.-stud. Signe Hannibal Jensen, Institut for Sprog & Kommunikation, SDU
Engelsk er vor tids globale sprog, som alle, helt ned til børnehavealderen, har stort set fri adgang til gennem internettet. Børn chatter på engelsk i online Minecraft, skriver engelske kommentarer på Instagram, gestikulerer og mimer til engelske sange i Musical.ly, osv. Mange beskæftiger sig udelukkende med engelsksprogede aktiviteter i deres fritid. Workshoppen har til hensigt at belyse, hvad dette engagement betydet for andetsprogslæringen og hvilke mulige implikationer, dette engagement kan have for den formelle læring i skolen.
Denne workshop beskriver forskning indenfor andetsprogslæring, giver indblik i teorier omkring andetsprogslæring, samt mulighed for at kigge på data fra børns brug af engelsk udenfor skolen (målgruppe 7-11 år). Derudover lægger workshoppen op til reflektering over egen sproglæring i det uformelle rum.
Hormonforstyrrende stoffer og brugen af modelorganismer
Naturvidenskabelig workshop v/Jane Morthorst, Johannes Buch og Rikke Svensson., Institut for Biologi, SDU
På biologis workshop skal vi arbejde med hormonforstyrrende stoffer. Vi skal kigge nærmere på zebrafisken (Danio rerio) som en modelorganisme, samt nogle af de metoder vi forskere bruger i vores daglige arbejde med dyret. Hvordan kønsbestemmer man f.eks. en zebrafisk, og kan man overhovedet få den til at ligge stille under mikroskopet?
Deltagere får mulighed for at kigge på et datasæt fra et tidligere forskningsprojekt, og danne deres egne konklusioner ud fra dét.
MEDBRING: PC, papir og skriveredskaber
FIND VEJ: Du finder lokale U45 her! HUSK at registrere dig hvis du er i bil og parkerer ved SDU - se kort over parkeringsforhold og parkeringsprocedure ved SDU Odense her!
AFVIKLER: Janne - tlf. +45 2128 0736 mail: janne@ungetalenter.dk, kontaktes på dagen hvis du bliver forsinket eller forhindret på dagen.
-
TypeObligatorisk