Når vi i dag debatterer og undersøger radikal religion, er fokus stort set altid på radikalisering, marginalisering, og de radikale religiøses forhold til samfundet – og ikke mindst på den terrorisme og vold, der nogle gange er forbundet med radikal religion. Det er meget forståeligt, når selvmordsangreb, fremmedkrigere, martyrforherligelser og blodige ISIS-videoer næsten er blevet hverdagskost. Men af samme grund mangler der både i samfundsdebatten og religionsforskningen en mere dybtgående forståelse af, hvad der tiltrækker mennesker til radikal religion og hvordan radikal religion er opstået – radikal religions historiske rødder.
I et nyt forskningsprojekt på Religionsstudier, SDU, som er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, undersøges bl.a. de pull-faktorer, som kan bidrage til at tiltrække folk til radikal religion, i stedet for de push-faktorer - der ofte er fokus på - som skubber folk væk fra samfundet og ind i en radikal religion. For eksempel kan det være nyttigt at undersøge følelsesmæssige bindinger, narrative tiltrækningsdynamikker og interne gruppedynamikker, hvor man eksempelvis kan bindes sammen af fortællemæssigt indlejrede idealer om, hvordan man er bedst og mest intenst religiøs samt af følelser der er narrativt konstruerede i plots med helte og skurke. For det er vores hypotese, at netop følelser og fortællinger er en vigtig forståelsesnøgle til at forklare den intensitet, der er i nogle menneskers engagement i radikal religion. Vi kigger også på radikal religion på en ny måde, nemlig som et spørgsmål om total hengivenhed.
På dette seminar fordyber vi os både i spørgsmålet om, hvordan man kan definere radikal religion, spørgsmålet om forbindelser mellem religion og vold, og push- og pull-faktorer. Men vi vil forsøge at fokusere på de følelsesmæssige og fortællemæssige aspekter af radikal religion. Vi skal både kigge på nogle eksempler på radikal religion fra oldtidens verden – martyrer, asketer og mystikere – men også på nogle eksempler på radikal religion fra samtiden.
Vi vil arbejde både med mere teoretiske tilgange til hvad man kan forstå ved radikal religion, men også empirisk og detaljeorienteret med udvalgte cases og fx diskutere
- Hvad er radikal religion? Hvornår opstår radikal religion i religionshistorien? Hænger radikal religion nødvendigvis sammen med ekstremisme og voldelighed?
- Hvilken rolle spiller forskellige push- og pull-faktorer, herunder følelser og fortællinger?
Seminaret giver anledning til at diskutere en væsentlig problematik i samfundet i dag i et religionshistorisk perspektiv, og til at forstå fænomenet bedre ud fra religionsfaglige teorier. Du får også kendskab til religionshistoriske greb til at analysere radikal religion, følelser og fortællinger.
Program
16.00 Velkomst og introduktion til seminaret
16.15 Radikal religion – hvad er det?
Oplæg og fælles refleksion/diskussion:
16.45 Pause
17.00 Radikal religion, vold og kosmisk krig
Oplæg og analyse af historiske rødder, asketiske træk og kosmisk krig i jødedom og kristendom (5. Mosebog 6-7; Mattæus-evangeliet kap. 10; Johannes Åbenbaring kap. 19 (se nærmere om hvilke linjer vi fokuserer på herunder).
17.45 Spisepause
18.15 Religiøse idealer om total hengivelse set ud fra narrative og følelsesteoretiske perspektiver
Oplæg og derefter samarbejde om kvindelige kristne martyrer på baggrund af Perpetua-martyriet (særligt kap. 1-4 samt 20-21).
19.00 Pause
19.15 Radikal religion i samtiden
Oplæg inkl. film-klip
19.40 Fælles diskussion, opsamling og afslutning
20.00 Tak for i dag
MEDBRING: Pc, papir og pen
FORBEREDELSE: Læs teksten ”Cosmic War” af Reza Aslan, som du finder under DOWNLOAD, samt teksterne 5. Mosebog kapitel 6, vers 1-14 samt Mattæusevangeliet kapitel 10, vers 5-23 og vers 32-39, som du finder her!
Hvis du har tid, så skim også gerne beretningen om den kvindelige, kristne martyr Perpetua fra starten af det 3. århundrede efter vores tidsregning, som du finder under DOWNLOAD. Læs gerne hele teksten hurtigt igennem, men hvis I har travlt, så kan I nøjes med at læse kap. 1-4 og 20-21, som er de afsnit, vi vil fokusere særligt på.
Hvis du har yderligere tid, så skim desuden Johannes’ Åbenbaring kap. 19, vers 11-19, som du finder her!
PRAKTIK: Der er spisepause, hvor ATU sørger for forplejning. Medbring selv drikkedunk.
FIND VEJ: Du finder lokale U14 her!
Hvis du er I bil eller på cykel: Benyt Indgang Krogene Ø. Der er cykelparkering nær indgangen. Benyt P2 eller tilstødende pladser med tilkørsel via Moseskovvej hvis du er i bil.
Hvis du ankommer med bus: Busserne stopper her. Benyt Indgang Krogene Ø.
Hvis du ankommer med letbanen: Benyt Indgang 22A.